Roskilde Badminton Camp 2025 – Smash, Grin og Gode Minder!

Så er ketcherne pakket sammen efter endnu en fantastisk Roskilde Badminton Camp – og hvilken succes det var! Hele 58 friske børn i alderen 6 til 17 år brugte fire dage med fart på – fra lørdag til tirsdag – og vi må sige, at både basis- og fokusspillere fik svinget fjerbolden (og benene).

Der har været højt humør og energi på alle baner – både indendørs og udendørs. Ud over badminton bød dagene også på dans, rundbold, padel og ikke mindst masser af socialt hygge på tværs af alle grupperne. Aftenerne stod på stjerneløb og børnene skulle i grupper optræde for hinanden, hvor både samarbejde, sang og grin var i centrum.

Den sidste dag fik vi endda fint besøg af et par ægte badmintonstjerner, som stillede op til både spil og selfies. Trænerne lagde også krop til – så børnene fik lov at vise deres talent på allerhøjeste niveau!

En stor tak skal lyde til de seje forældre og dedikerede trænere, som har gjort denne camp mulig – og selvfølgelig til NETTO (Himmelev) for frugtlevering, så der aldrig var lang vej til et sundt break.

Nu tæller vi ned til sæsonstart allerede på mandag – klar til nye slag, grin og venskaber i klubben! Sæt kryds i kalenderen: USU inviterer til forældremøde i september. Mere info kommer snart. Vi glæder os til at se jer!